Skolens lærerværelse prydes af to ret anselige billeder, domineret af blåt, grønt, rødt og hvidt, der visse steder løber over i hinanden; motiverne er slørede: muligvis en strimmel jord ved noget vand under en himmel, alt badet i duffust lys. Billederne er ikke uden betydnin...g, idet de i efteråret 2009 hænger på Ribe Kunstmuseums udstilling på Quedens Gård af færøsk kunst “Høje hald og dybe dal”. Helt konkret er der tale om to oliemalerier af den færøske kunstner Øssur Mohr (f.1961): Fjeldet bryder frem (2007) og Efterårsdag (2007). Til en start kan man spørge: hvad er det, vi ser i billederne? Hvorfor er sådanne synsoplevelser attråværdige? Hvorfor er færøsk kunst så attraktiv for tiden? At den er det, viser mængden af udstillinger af færøsk kunst, ikke kun i Danmark.
Alting begynder med lyset. Børn elsker at lege med lyset – velsagtens fordi de igen og igen skaber og udsletter deres verden og fascineres af oplevelsen af kontrol med den – en overtagelse af de voksnes “Borte... Tit-tit”. På samme måde fængsles kunstneren af lysglimtet, som lader ham se verden i glimt, hvorefter han fortæller i et billede,hvordan verden har vist sig for ham i det enestående øjeblik – og han giver det navn: “Fjeldet bryder frem” eller “Efterårsdag”. Barnet ved lyskontakten råber “Se!” – kunstneren ved staffeliet råber “Se fjeldet!” Begge ser, at det er godt, og frydes. Fryderåbet er også et frihedsråb, men barn og kunstner må blive ved. Lysets og verdens flygtighed fængsler hver den, som har øjne at se med. Gud har også leget med lyset engang: dag-nat, dag -nat for at teste dets virkning. Måske gjorde han det på Færøerne?
Færøerne borbindes især med vejrligets hastige og ustandselige omskiften: storm og stille, sol og skygge, tørt og tåget. Naturens omskiftelighed er et grundvilkår – naturen er al indgang og udgang. Således frister mennesket sin skæbne under himmel og på hav, på fjord og i fjeld, i bygd og i båd. Når erkendelsen af det grundvilkår er uomgængelig, og videregivelse af den er naturlig, opstår traditionen – og dermed faren for traditionalisme.
Færøsk billedkunst er kun ca. 100 år gammel. Alligevel kan man tale om tradition: naturen er oprindelsen og til stadighed en inspirationskilde til færøsk kunst. Nogle vil endda hævde, at kunstnerens videregivelse af naturerkendelsen er en så indgroet tradition, at kunsten er stivnet i traditionalisme og sågar nationalisme. Men er et udsnit af et kontursvagt landskab med kontursvage huse traditionalistisk eller nationalistisk?
Jo, vist er himlen blå og havet ikke mindre blåt, traditionelt set, og ligeså har den blå farve sine traditionelle symbolske medbetydninger, men anes der ikke svage konturer af noget eller nogen oppe i det blå? Går der ikke nogen oppe i fjeldet eller oppe på skyerne? I så fald er det ikke en færing i nationaldragt!
At Øssur Mohr er selvlært og altid har boet i bygden Fuglefjord, kunne lede tankerne i retning af kunstnerisk hjemmeavl: i Fuglefjord har man evig og altid det samme Leirviksfjeld for øje – ja, det spærrer ligefrem for udsynet. Men en sådan forestilling er alt for jordbunden. Leirviksfjeldet er Øssur Mohrs natur, hans indgang og udgang. Hele livet har han set det blive til i lysglimt efter lysglimt, og lysrefleksionerne i fjeldet er urbilledet for ham. Det er ikke sådan, at han maler Leirviksfjeldet, set fra Fuglefjord, om og om igen, som en udsigt; der er tale om et bestandigt behov for at definere og begribe det enestående øjeblik, hvor urfjeldet i urlyset manifesterer sig i hans bevidsthed.
Traditionalistisk færøsk kunst ville vel vise huse og mennesker i den store natur; det var også Mohrs motiver i begyndelsen (han havde sin første udstilling i 1993), men nu er menneskene borte, og husene er ikke rigtige huse, men lyspletter ved vandets nederste kant: og naturen er ikke rigtig natur, men et uskarpt rum, noget hinsidigt, religiøst. Det dennesidige, bygden, afgrænses af en udflydende kystlinje: grænsen mellem vand og land på den anden side af fjorden er det nærmeste, man kommer en horisont. Det vil sige, at fjeldet bliver et himmelfænomen: Leirviksfjeldet er Mohrs hellige bjerg, Fuglefjordsfolkets Fusijama. Derop drages blikket, tanken, eksistensen.
Har moderne mennesker mistet – eller fortrængt – evnen til at opleve naturens magt og vælde? Er det fraværet af natur (som i Danmark), der gør os til såkaldt moderne mennesker? Længes vi efter en mærkbar natur? Vækker traditionel færøsk kunst med den mærkbare natur nostalgiske følelser i os? Er den sjælelige lindring, vi opnår ved at se på færøsk “natur”, et led i håndteringen af globaliseringens rodløshed? Er det karske nordiske liv blevet det regionale kosmos midt i det globale kaos?
Svar selv!
Bent Mortensen